|
Nogle klarede det i fuldt firspring. For andre handlede det mere om overlevelse. Alle deltagere i Danmark-Stafetten lørdag løb dog fem kilometer rundt på Ringsteds gader og stier.
Det var DiBa Bank, Ringsted Badminton, Ringsted Firma Sport og Dansk Firmaidrætsforbund, der havde arrangeret løbet. Danmark-Stafetten havde premiere i Ringsted, men de seneste 24 år har løbet været afviklet i Næstved med op mod 1500 deltagere. Ringsted lagde blidt ud med cirka 300 løbere fordelt på 77 stafethold; nogle hold måtte gerne nøjes med tre deltagere.
En af løberne var Lenette Scheer. Egentlig havde hun slet ikke tilmeldt sig, men da hendes søster måtte melde afbud, lokkede søsterens venner hende til at overtage pladsen på deres hold.
- De fangede mig lige, da jeg var stået op, og jeg tænkte, at det var en god måde at vågne på, siger Lenette Scheer sejt, og hun ser da også helt vågen ud, efter at hun har overstået de fem kilometer.
- Jeg træner styrketræning tre gange om ugen, og der løber jeg kun lidt. Så det var da fedt at prøve, så jeg ved, hvad jeg kan, fortsætter hun.
Hurtige fjerbaskere
Ellers viste Ringsted Badminton god kondi ved løbet. Både det hurtigste herrehold og det hurtigste damehold var fra den lokale klub og bestod af Kim Hansen, Kenneth Christiansen, Martin Kjeldsen og Niklas Larsen - og Gitte Sommer, Stine Petersen og Christina Blum. Også mixholdet, familien Sørensen med Victor, Frederik, Helle og Michael, repræsenterede på sin vis badmintonklubben.
Så Gitte Sommer, der forud for løbet havde pralet af sin og sine sportsfællers formåen, var tilfreds.
- Jeg fik jo ret i min påstand om, at badmintonspillerne er de hurtigste. Faktisk er Victor og Frederik Sørensen et par af vores talentfulde ungdomsspillere, og forældrene er heller ikke uvante med at have en ketsjer i hånden. Tre ud af fire rækker gav således hurtigste tid til fjerbaskerne. Nu kan vi jo håbe, at TMS-spillerne tager udfordringen op næste år, når de ikke turde i år, siger hun med et smil, velvidende at TMS var forhindret på grund af et stævne.
I børnerækken gik den hurtigste tid til BIF97 bestående af Niklas Rasmussen, Jesper Roland og Kristoffer Roland. Ud af de 77 hold var Sct. Joseph Skole repræsenteret med 15 hold, mens Ledsign med fire firmahold var bedst repræsenteret i firmarækken.
|
 For nogle handlede løbet mest over overlevelse. Andre klarede det i fuldt firspring og havde endda overskud til at smile til fotografen. <Klik for større billede>
 Løbere står klar ved start/mål-linjen til at overtage depechen - en avis - fra den forrige løber. <Klik for større billede>
|
|
 Det var første gang, Danmark-Stafetten blev afviklet i Ringsted. Omkring 300 løbere deltog, og løbet bliver formentlig gentaget næste år. <Klik for større billede>
|
 Lenette Scheer var lørdag en af deltagerne ved Danmark-Stafetten. Hun kom med på et afbud, men klarede de fem kilometer. Her får hun efterfølgende en velfortjent massage. <Klik for større billede>
|