Udskriv siden

Nyt fra U11

Af: Britt Sunekær

Seneste nyt fra Ringsted Badmintons U11-spillere



Skibby U11C-turnering

Klokken var kun 06.15, da min far vækkede mig. Jeg havde set meget frem til turneringen i Skibby og ville derfor gerne tidligt op, så jeg kunne nå til Skibby og få varmet godt op. Vi kørte fra Ringsted ved 07.30-tiden og landede allerede i Skibby 08.15, så der var masser af tid til at varme op i, da turneringen først startede kl. 9. Jeg spillede min far ud af banen indtil kl. 9, hvor jeg skulle spille den første kamp mod Malte Eilertsen. Jeg havde været lidt nervøs inden stævnet, men kom godt i gang med en 21-4, 21-5 sejr. Det var en god start og jeg var mindre nervøs derefter. Anden kamp mod Mathias Henriksen blev spillet ved 10-tiden også den kamp trak jeg mig sejrrigt ud af med cifrene 21-5, 21-11. Den tredje og sidste puljekamp skulle jeg vente 3 timer på at spille, og jeg brugte pausen på at se kampen mellem Frederik Larsen Jensen og Marcus Viscovich. En kamp som var spændende, både fordi jeg kunne komme til at møde vinderen, hvis jeg vandt min sidste puljekamp, men også fordi jeg havde tabt til begge spillere tidligere på sæsonen. Det blev en lige kamp, som Frederik dog vandt i 2 tætte sæt. Han er en 2. års U11 og ca. et hoved højere end mig. Hans spil er derfor meget kraftfuldt og jeg havde haft store problemer med ham i en turnering i Haslev.

Ved 13-tiden spillede jeg mod Jonas Berg og vandt kampen 21-12, 21-12 og var nu videre til semifinalen, hvor Frederik ventede. Jeg var super nervøs og ville bare vinde kampen, men vidste bare at det ville blive meget svært. I første sæt spillede jeg næsten lige op med ham, men han vandt 21-17. Jeg havde dog ikke mistet troen endnu, da jeg tidligere havde set at han kunne køres træt i 2. sæt. Jeg spillede det bedste jeg endnu har spillet og vandt sættet 21-16. Et nervepirrende tredje sæt ventede, men jeg kom først til 11, hvor vi byttede side. Derefter havde jeg et lille overtag og vandt sættet 21-17. Det betød at jeg nu stod i finalen, hvor en gammel klubkammerat ventede. Lukas Kofod skiftede jo til Solrød Strand inden dennne sæson. Jeg har ikke haft de bedste erfaringer med at spille mod ham, men havde dog vundet vores sidste indbyrdes opgør til klubmesterskabet, så jeg gik ind til kampen med oprejst pande. Kampen blev sat i gang kun 10 minutter efter den hårde semifinale og jeg kom meget skidt fra start. Ved opholdet i 1. sæt, stod det 3-11 til Lukas og jeg var meget opsat på at komme tilbage. Stille og roligt kom jeg tættere på ham og endte med at vinde sættet 22-20, efter at han havde haft et par sætbolde. I andet sæt kom jeg bedre fra start, men kampen var utrolig lige. Lukas fik muligheden for at komme i tre sæt, men missede en sætbold og jeg vandt igen 22-20. Dermed havde jeg vundet min første U11-turnering. Jeg var meget træt og havde slet ikke flere kræfter tilbage, men jeg var en glad badmintonspiller...

Oscar




HOLDKAMP MOD SOLRØD 2

SIMON,RASMUS,OSCAR OG JEG SKULLE MØDES OPPE I HALLEN. FOR I DAG SKULLE VI NEMLIG SPILLE HOLDKAMP MOD SOLRØD. JEG SPILLEDE MOD EN DER HED BENJAMIN. VI VANDT ALLE VORES KAMPE. TIL SIDST STOD DET 6-0 TIL OS. RASMUS OG OSCAR SPILLEDE SAMMEN I DOUBLE. SIMON OG JEG SPILLEDE DOUBLE SAMMEN. VI HÅBER ALLE VI KOMMER TIL SJÆLLANDS MESTERSKAB.

EMILIE


21.10.2010

Ungdom