Udskriv siden

1.-holdet 07/08










Ikke igen…

En rigtig god sæson skulle søndag den 24. februar have sikret 1. holdet forbliven i 3. division inden de sidste 2 spillerunder i slutspillet. Men planen holdt ikke og i stedet har vi sat os selv lidt under pres og skal nu vinde hjemme over Holte lørdag den 8. marts.

Kampen mod Slagelse, som kæmper for at undgå nedrykning, begyndte ellers planmæssigt med 3-1 i første runde, hvor Stine / Søren vinder 1. mix i 3 sæt og de to damesingler ved Louise og mig vinder komfortabelt i 2 sæt. Anette / Jimmy taber en tæt 3-sætter i deres mix.

Herresinglerne mod Slagelse er altid tætte. Kent vinder over Prüsse i 2 sæt og det var vist godt den ikke skulle gå over 3 sæt. Kasper var oppe mod Tommy og skulle lige bruge første sæt til at sikre sig at benet holdt. Det gjorde det i singlen og der var ikke så meget tvivl om, hvor sejren skulle gå hen i tredje sæt. Kenneth spillede et ægte U19 opgør og spiller et rigtigt godt første sæt som han vinder. Andet sæt tabes snert og i tredje sæt kan Kenneth desværre ikke holde ved. Thomas i 4. hs kommer skidt fra start og taber første, men spiller det rigtige spil i andet sæt og skal ud i et tredje. Igen magter vi ikke at holde niveauet og Slagelse tager også denne herresingle i hus.

Stillingen 5-3 inden damedoublerne og hjemmefra forventede vi at vinde alle 4 rene damekampe. Det var ikke kønt badminton der blev vist. Som Britt sagde – ”det er godt der ikke bliver givet stil-point i badminton”. Stine og mig vinder 1. damedoublen efter langt fra overbevisende spil, men sejren tæller. Desværre kan Anette og Louise ikke hive deres double i hus og taber i 3 sæt.

6-4 inden herredoublerne og jeg har faktisk lidt bange anelser. Slagelse spiller altid nogen gode doubler og det gjorde de desværre også i går. Vi taber ganske enkelt alle 3 herredoubler. Det er bare ikke godt nok. Slagelse ville bare vinde mere end vi ville og det sås tydeligt på deres indstilling til kampene. Vi troede til gengæld at vi var nogens fandens karle, men forhåbentlig har søndagens kamp åbnet øjnene hos alle spillere. Hvis ikke, så har vi en større udfordring foran os.

Konklusionen på en skidt søndag eftermiddag i Slagelse er, at vi skal op på hesten igen og der skal trænes maximalt de næste 14 dage, så vi ikke kommer til at stå i en situation hvor vi skal til Skibby og have point på udebane for at sikre egen eksistens i 3. division.

Fidusen som Kent havde glemt for 2. gang i denne sæson – hvilket heller ikke er godt nok – blev ganske enkelt ikke delt ud. Dertil var stemningen for sølle. Derfor har jeg påtaget mig hvervet med at skrive referatet.

Drenge og piger, vi har nu tabt til Slagelse 3 gange i holdturneringen ud af 3 mulige !!! Det er bare ikke godt nok !!!

Gitte – en bitter træner

Se resultaterne fra de enkelte kampe
Stillingen i rækken




Lørdag den 9. februar 2008

Lørdag den 9/2 skulle Ringsted 1 spille deres førte kamp i nedrykningsspillet.

Alle spillere mødte op med store forventninger om at nu skulle Hvidovre ned med nakken. Desværre måtte 3 piger gå forgæves, da Hvidovre kun kunne stille med 1 pige i 1. mix. Det er simpelt hen en skandale, jeg har aldrig oplevet et hold stille med kun 1 pige til en 3
divisionsmatch.

Nå men vi førte med 5 - 0 inden første mix skulle i gang. Søren og Gitte vandt uden de store problemer, det sammen gjorde Kent og Kenneth i 1. og 3. single.

Ja så var den kamp jo afgjort!!!!.

Resultatet blev en klar 11-2 sejr, og Ringsted er så godt som 100% sikker på at spille i 3 division til næste år.Næste kamp bliver mod Slagelse og det skal nok blive en interessant
kamp.

Se resultaterne fra de enkelte kampe
Stillingen i rækken




Lørdag den. 12. januar 2008

Så var dagen kommet, alle spillere havde hen over julen fået løbet den gode julemad af sig.
Ringsteds 1.hold skulle en tur til Ballerup, vi havde fået en minimal gave for at sikre os plads i oprykningsspillet til 2 division, da det lykkedes KBK at slå Skovshoved i sidste runde og derved kunne et point (6 vundne kampe) være nok, da Skovshoved skulle en tur til Roskilde som lå nummer et med maksimal score.

Frem mod kampen var der blevet tænkt og tænkt, da der skulle laves en del om på respektive hold, small Bill var taget på en tur til udlandet og derved manglede vi en mix-herre, faktisk var alle herre blevet nævnt som mulighed for at få glæden af at tage sig af den. Valget faldt på Dalkær som gjorde god figur af sig selvom Anette og Dalkær må se sig slået i 2 tætte sæt.

Vi spillede på 3 baner da der var 2 holdkampe på samme tid, vi havde 3 baner, så da første runde gik i gang spillede henholdsvis, Gitte, Anette/Dalkær og Stine/Søren, efter første runde gik ringsted fra banerne med en føring på 2 -1, så manglede vi bare 4 kampe! Så gik Helle på banen, da jeg havde fornøjelsen af at køre med Helle ind til Ballerup, fandt jeg ud af at Helle var klar og hvad der dertil høre, frisk gik hun på banen, alt virkede til at være på plads. Få minutter senere hører alle i hallen pludselig høje skrig og der ligger Helle og vrider sig i smerter på banen imens hun tager sig til sit knæ. Pludselig var der halv pause da vi ventede på at ambulancen skulle komme og hente Helle, efter kampen fik vi af vide at Helle ikke var kommet alvorligt til skade og derfor kan vi kun håbe på at hun når at blive klar til en gang i slutspillet.

Derved var 2 kampe tabt på forhånd og Ballerup havde derved bragt sig selv foran 3-2, kampen blev spillet videre, men det var som om at Helles uheld var i vores hoveder og havde tynget os lidt. Så gik 3 herre singler i gang, Kent i første, Kasper i anden og Kenneth i tredje. Da vi gik fra banerne havde vi en enkel sejr med ud, det var Kenneth der havde vundet, Kasper kunne ikke meget gøre i sin single og tabte i 2 sæt, Kent var ude i en maraton af en 3 sætter. Karsten ramte ikke dagen og tabte også i 2 sæt.

Så var vi fremme ved doublerne, på grund af Helles uheld var den ene damedouble gået til Ballerup på forhånd, i den af damedouble må vi sige at Ringsteds tøser virkelig fik spændt ballerne sammen og i 3 sæt fik de hevet sejren i hus. så var det herrens tur, stillingen inden HD var 6-4 til Ballerup, vi skulle nu have 2 kampe i hus. desværre må vi indse at Ballerup er et godt hold som har gjort sig fortjente til at skulle spille om oprykning, alle 3 HD gik til Ballerup og derved taber et chokeret Ringsted hold 9-4 og skal nu spille om nedrykning til danmarksserien, dog kommer vi i slutspillet med maksimum point og derved står vi godt rustet.

Rundens spiller blev Kenneth som viste gode tegn i herre single, nu må vi så vise at vi er gjort af noget specielt og spille os til at blive i 3 division.

Ringsteds hold: Helle, Anette, Stine, Gitte, Karsten, Kasper, Thomas, Kent, Søren og Kenneth.

Referent: Kenneth

Se resultaterne fra de enkelte kampe
Stillingen i rækken




Rinsted 1 - Gladsaxe, 11-2


Grundspillet i 3.division er ved at være slut, og det er ved at stramme til i kampen om at komme i oprykningsspillet for Ringsted.

Den 15. december mødte Ringsted derfor Gladsaxe i ”Orange Bowl” i Ringsted til en meget vigtig holdkamp. Ringsted lå nummer 5 og Gladsaxe lå sidst, så det i sig selv gav ikke spændingen. Men den kendsgerning af Ringsted for første gang i 3. division skulle spille med favorit værdigheden og samtidig havde kravet om 3 point hængende over hovedet, gjorde at kampen var anderledes spændende end de tidligere kampe i sæsonen.

Og lad det være sagt med det samme. Godt sat op og motiveret af de 2 trænere – Gitte og Søren - leverede Ringsteds bedste badmintonspillere en koncentreret og fokuseret indsats, og levede op til favoritværdigheden med en 11-2 sejr. Og de 2 nederlag skete endda begge efter 3 sæt og med 21-19 i tredje sæt. I de resterende kampe var der ganske enkelt klasseforskel på spillerne fra de 2 hold.

Med resultatet er Ringsted sikker på 5. pladsen og har dermed et rigtigt godt udgangspunkt før et eventuelt nedrykningsspil. Og samtidig er kravet til Ringsted en sejr i sidste udekamp mod rækkens nummer 2, hvis man vil sikre sig en plads i oprykningsspillet til 2. division.

Fidusfætteren ville være gået til Karsten (som – mere end 20 år efter sin 1. holdsdebut - sandsynligvis har spillet sin sidste senior 1. holdskamp for Ringsted på sin elskede hjemmebane), hvis da bare Kent ikke havde glemt den derhjemme. Men han har lovet at tage den med næste gang…sammen med nogle debutbajer, som han vist heller ikke har husket!

Med på holdet var Stine, Anette, Helle, Gitte, Thomas, Kent, Kasper, Søren, Jimmy og Karsten aka ”Den gamle garde”!

Se resultaterne fra de enkelte kampe
Stillingen i rækken




Ringsted 1 mod Skovshoved 5 - 8

1. Holdet skulle en tur til Skovshoved, for at spille en meget vigtig
kamp. Vinderen ville med stor sandsynlighed ende oppe i
oprykningsslutspillet. Kampen skulle blive lige så svær som forudset.
I 1. runde var Gitte lige så suveræn som hun har været gennem hele
sæsonen, hun vandt stort i 2 sæt. Louise leverede en stor indsats i
sin single, men var oppe mod overmagten og tabte i 2 sæt. Søren og Stine
overlevede matchbold i andet sæt, men måtte se sig slået i tredie sæt.
Jimmy og Julie var chanceløse i 2 mix.


I 2. runde lagde Kent ud med at vinde i 3 tætte sæt. 2. og 3. single gik
til Skovshoved i 2 sæt. Karsten leverede en pragt indsats og vandt i 2
tætte sæt.


Stillingen var nu inden Damedoublerne 5-3 til Skovshoved. I første
damedouble kæmpede Gitte og Stine sig til sejr i 3 sæt, flot indsats.
Louise og Julie kæmpede desværre forgæves og tabte i 2 sæt.


I 3. runde havde vi kniven på struben, alle 3 doubler skulle gå vores
vej for at hive sejren i land, der blev kæmpet godt fra alle men
desværre var det kun Jimmy og Kent som vandt. Så slut resultatet blev
8-5 til skovserne. Et resultat som vi desværre ikke kan bruge til noget
som helst.

Se resultaterne fra de enkelte kampe
Stillingen i rækken




RIF Badminton, 3.division

Lørdag den 17.november fik et tændt Ringstedmandskab besøg af KbK 2. Efter sidste rundes store nederlag virkede spillerne klar til at bevise, at det kunne gøres bedre. KbK mødte op med et ungt mandskab, så mon ikke at der ventede nogle lange, seje kampe forude. På forhånd var denne kamp meget vigtig for begge hold, hvis holdene skulle bide sig fast i 3.division.

Ringsted lagde stærkt ud. Efter 1.runde var 2 mixer samt 1 damesingle i hus i Ringsteds favør. Helle i 2.damesingle bed også godt fra sig, men måtte dog trække sig ud af kampen med et nederlag på 18/21 i 3.sæt. Stemningen i hallen var høj efter en solid start, og herrerne var så småt begyndt på singlerne. Her vandt Kent i 1.HS overbevisende, mens de øvrige 3 herrer måtte kridte skoene og finde al kampgejst frem. De blev hjulpet yderligere på vej, da ”Vikingerne” indtog hallen og virkelig prøvede at løfte spillerne frem med klapsalver og tilråd. Desværre var Kasper den eneste af de 3, der formåede at hive sejren hjem, men der blev kæmpet for sagerne i alle singler.

Stillingen var nu 5-3, så der skulle minimum vindes 3 af de resterende 5 doubler for at få alle 3 point. Begge damedoubler leverede varen og vandt i 2 sæt. Nu var det op til herrerne at hive mininum 1 sejr hjem. Selvom Ringstedherrerne var oppe mod yngre modeller, bravede rutinen ikke igennem. Kbk havde overraskende gode doubler, så alle 3 herredoubler skulle i 3 sæt. 1. og 2.double blev afviklet samtidigt og begge kunne efter hård fight hive 2 sejre i hus. Så ventede kun 3. herredouble, som på forhånd havde lovet holdkameraterne en sejr. De holdte deres løfte, men måtte dog også ud i 3 sæt.

Med en sejr på 10-3 over et godt hold er humøret atter højt. Endnu en svær kamp venter mod Skovshoved 1.december, men vi skal nok vise dem kampgejst og god fight.

Se resultaterne fra de enkelte kampe
Stillingen i rækken



Stort nederlag til en god modstander

Ringsted – Team Roskilde: 2-11

Ringsted’s bedste hold skulle i weekenden op imod ét af rækkens formodet bedste hold, Team Roskilde. Stillingen inden kampen viste, at Roskilde måtte regnes for favoritter, især når man tog i betragtning, at Ringsted bedste spiller, Gitte Sommer, ikke kunne spille denne lørdag.

Første runde blev sat i gang, og her viste det sig hurtigt, at Roskilde var stærke på damesiden. I første mix kunne Julie og Søren ikke helt få det til at glide, men modstanden var også stærk i form af den tidligere tyske topspiller Björn Siegemund. Anden mix var mere åben, og her formåede Anette og Jimmy at få kostet deres modstandere så meget rundt, at det til sidst lykkedes at hive sejren hjem i to sæt, på trods af at have været stort bagud gennem hele andet sæt.

Damesinglerne fra Roskilde var særdeles stærke – især deres anden damesingle, som blev spillet af en hvis Anne Søndergaard. Den tidligere topspiller er begyndt at spille i Roskilde i denne sæson, og hun er tydeligvis en kraftig forstærkelse af dette hold. Men hvordan man styrkemæssigt kan placere hende i anden damesingle er for referenten en gåde – hun er vildt meget stærkere end Roskildes ”bedste” dame, men Roskilde havde tydeligvis været bange for at matche Anne Søndergaard i første damesingle mod Gitte – kyllinger! Trods hård fight fra både Louise og Helle blev de to damesingler tabt forholdsvis klart i to sæt.

Herresinglerne var her, hvor Ringsted skulle kæmpe sig tilbage i kampen, men lad det være sagt med det samme - vi manglede to point! Samtlige fire herresingler blev afgjort til Roskildes fordel i to sæt, men af de otte sæt blev de seks af dem tabt med sølle to point. Det er normalt sådan nogle kampe, som Ringsted plejer at vinde i Orange Bowl. Men dette var desværre ikke tilfældet denne lørdag, og derfor var Roskilde pludselig foran med hele 7-1, og kampen var i realiteten afgjort.

Som tidligere beskrevet, så var Roskildes damer særdeles stærke, og det beviste de igen i de to damedoubler. Anette/Julie og Louise/Helle var simpelthen oppe mod klassemodstandere og var derfor ikke i stand til at stille alverdens op. Dog skal det siges, at ingen af de fire tøser slog op i banen, og de kunne alle forlade banen med løftet pande.

Der var til dagens kamp rokeret en lille smule rundt i herredoublerne, og det skulle vise sig, til dels, at være en god ide. Kent og Jimmy var sat sammen i anden herredouble, og på trods af et mindre godt andet sæt, får Big Bill og Small Bill hevet sejren i land i sikker stil. Kenneth og Thomas, som var sat sammen i tredje herredouble var heller ikke langt fra at komme på tavlen, men de måtte desværre se sig slået efter tre sæt. Søren og Kasper led sæsonens første nederlag, da de tabte første herredouble på trods af en god indsats – især i andet sæt.

Facit blev altså en 11-2 sejr til et stærkt Roskildehold, som må regnes som favorit til at vinde denne pulje – men med lidt mere held i sprøjten kunne Ringsteds spillere måske have drillet dem lidt mere end tilfældet var. Kampens Ringstedspiller blev Jimmy, og denne fik derfor det ærefulde erhverv, at skrive kampreferatet.

Holdet har allerede mulighed for at få revanche om to uger, hvor KBK fra København kommer på besøg lørdag 17 november kl. 14. Og lad det være sagt med det samme – KBK vil få sig en oplevelse, som de ikke vil glemme lige med det samme. Den berygtede ”Vikinge-klub” har meldt deres ankomst – og hvad det indebærer, vil kun tiden vise….

Se resultaterne fra de enkelte kampe
Stillingen i rækken



Ringsted vs. Holbæk lørdag d. 6. oktober

Spændingen var på det højeste, da Ringsteds 1. hold drog af sted mod Holbæk. Holbæk var på papirerne et stærkt hold (nedrykkere fra 2. division), men et hold hvor Ringsted absolut ikke havde tabt på forhånd. Alle var også indstillet på, at der skulle arbejdes hele holdkampen igennem.

De første 4 kampe vidnede netop om, at der fra start blev kæmpet hårdt. 1. mix med Julie Ohlsson og Søren Lund fik årets første nederlag med cifrene 16/21 & 18/21, en kamp hvor det var de små marginaler, der gjorde udfaldet.

Stine Petersen & Jimmy Andersen i 2. mix måtte ligeledes se sig besejret med cifrene 16/21 & 19/21.

1. damesingle er Ringsteds nok mest sikrer kamp i denne sæson og Gitte Sommer kører også sejren i hus og afgiver 17 point i hvert sæt.

Og så er der mulighed for at sige; ”Tak fordi jeg måtte være med igen…” Mit comeback til 1. holdet holdt hårdt. Nervøsiteten faldt først i 3. sæt og jeg har sjældent glædet mig så meget over en sejr. Cifrene 21/10 – 19/21 & 21/14 var heldigvis nok og jeg er helt tilfreds med, at man ikke spiller bedst af 5 sæt. Tak for den super fede opbakning :o)

Og så til de dejlige mænd vi har i klubben... Vores fremragende spiller Kent Wæde i 1. HS måtte desværre melde udsolgt i 3. sæt. En kamp hvor Kent virkelig fightede, men den endte desværre med et ”forkert” udfald 21/16 – 15/21 & 17/21.

Ringsteds mest stabile spiller er nok at finde i 2. HS. Kasper Storkegård har en utrolig måde at bevare roen og overblikket på og alligevel tonser han af sted som en Godzilla! Kasper aflagde cifrene 21/18 – 18/21 & 21/17.

Thomas Dalkær i 3. HS kæmpede en brag kamp. 1. sæt endte 17/21 til Holbæk, men i 2. sæt var Thomas et skridt foran og med cifrene 21/18 var håbet om en sejr stadig i live. I 3. og afgørende sæt måtte Thomas desværre gå fra banen med cifrene 13/21.

Derimod trak Kenneth Christiansen i 4. HS det længste strå og for lige at slutte ordentligt af med herresinglerne mente Kenneth at også hans kamp skulle afgøres i 3 sæt 19/21 – 21/19 & 21/17. Dermed sikrede Kenneth os en uafgjort stilling 4-4 inden Holbæk hallen for alvor skulle prydes med Badminton i Verdensklasse!

Ringsteds damer har de sidste 14 dage trænet intensivt med doublerne og hård træning og en god pose vilje gjorde at 1. DD med Gitte og undertegnede med glæde kunne gå fra banen med en sikker sejr på 21/15 & 21/6.

2. DD med Julie og Stine måtte desværre se sig slået med cifrene 13/21 & 8/21.

Stillingen i holdkampen lå igen lige 5-5 og Ringsteds herre skulle nu forsøge at erobre point fra Holbæk i de 3 herredoubler. 3 kampe der alle kunne falde både til den ene og den andens fordel. 1. HD med Kasper og Søren i spidsen er så godt spillende i år og på sidelinien var det for alle en ren fornøjelse at se på deres fantastiske spil. Søren og Kasper sikrede Ringsted point med cifrene 21/10 & 21/18.

Spændingen fortsatte og nerverne på bænken var større end på banen, men både 2. HD & 3. HD måtte desværre gå fra banen med et nederlag i baglommen. 2. HD med Kent og Thomas blev afgjort i 3 sæt med cifrene 21/18 – 16/21 & 9/21.

3. HD med Jimmy og Kenneth endte 12/32 & 16/21. Dermed blev kampens endelige resultat 6-7 til Holbæk.

Alt i alt skal der ses tilbage på denne holdkamp med opløftet pande. Ringsted viste, at ingen fra Ringsted Badmintonklub går fra banen uden at have kæmpet det bedste de har lært – det er dét, der gør der fedt at spille badminton i Ringsted :0)

Referent: Helle Andersen

Se resultaterne fra de enkelte kampe
Stillingen i rækken




Ringsted – Farum: 7-6


Efter mange års fravær fra divisionerne er Ringsteds bedste badmintonhold nu tilbage i 3. division, hvor holdet lørdag den 22. september 2007 mødte Farum i Unionshallen i årets første holdkamp. Det var en kamp som hele holdet havde set frem til med længsel, idet alle var spændte på at se hvor stærke modstandere der skulle kæmpes imod.

Det skulle vise sig at blive en meget jævnbyrdig holdkamp, hvor der i mixdouble, damesingle, herresingle og damedouble blev delt med lige mange sejre og nederlag til begge hold. Kun i herredouble vandt Ringsted flest, de vandt nemlig to ud af de tre mulige herredoubler, og dermed vandt Ringsted holdkampen med 7-6 over Farum.

Der blev vist flot spil og god fight af langt størstedelen af holdet, men skal holdet kunne bide skeer med de bedste hold i puljen, skal benarbejdet og svingsløjferne lige have et ekstra gear… ”I kan vente Jer Holbæk…”.

På holdet spillede: Gitte Sommer, Julie Ohlsson, Anette Hansen, Louise Kjeldsen, Søren Lund, Jimmy Andersen, Kent Wæde, Thomas Dalkær, Kenneth Christiansen og Kasper Storkegård.

De syv kampe blev vundet af:

1.    Mixdouble: Julie Ohlsson/ Søren Lund
1.    Damesingle: Gitte Sommer
1.    Herresingle: Kent Wæde
2.    Herresingle: Kasper Storkegård
1.    Damedouble: Gitte Sommer/ Anette Hansen
1.    Herredouble: Kasper Storkegård/ Søren Lund
3.   Herredouble: Jimmy ”SB” Andersen/ Kenneth Christiansen

Fidusen ”Jamaicaman” gik til Kasper Storkegård, som startede sæsonen med en solid præstation i to gode kampe.

Den næste opgave der venter 1. holdet,  er lørdag den 6. oktober kl. 1700, hvor holdet spiller ude mod Holbæk.


Se resultaterne fra de enkelte kampe
Stillingen i rækken