I efteråret 2025 formulerede bestyrelsen en vision. Læs den her:

I Ringsted Badminton skal det være sjovt at være med – som barn, ung, voksen, forælder eller leder.
Vi tror på, at glæde, udfordringer og sammenhold går hånd i hånd – både på banen og udenfor.
Her er det sjovt
I en tid med digitale fristelser og fragmentering tilbyder vi et stærkt klubmiljø, hvor man kan vokse – både som spiller og som menneske. Vi skaber rammer for læring, der bygger på sundhed, nysgerrighed, leg og fordybelse. Her er det sjovt at spille badminton – men vi dyrker også indsatsen, sveden og kampen, for det er sådan, udviklingen sker.
Vi står på et solidt fundament af historie og traditioner, som vi er stolte af. Samtidig tør vi tænke nyt, så vi kan sikre, at klubben er levende, tidssvarende og attraktiv – også for kommende generationer.
Alle kan være med
Et medlemskab i Ringsted Badminton forpligter – vi bidrager til klubben og får endnu mere igen. Vi ønsker en klub, hvor hele familien kan være med: som spillere, frivillige eller støttende netværk. Forældre og pårørende inviteres til at tage del i klubbens liv, og vi tilbyder uddannelse og kurser, der styrker både individet og fællesskabet.
Ringsted Badminton er for alle – uanset alder, niveau, baggrund eller ambitioner. Vi favner bredden og dyrker mangfoldigheden. Her er plads til både begyndere, øvede og elitespillere – unge som ældre. Alle har noget at bidrage med, og alle kan finde deres plads i klubben.
Vi vil være synlige
Vi er stolte af vores sport – og det må kunne ses og mærkes. Derfor arbejder vi målrettet for at gøre Ringsted Badminton synlig, både online og i hallen. Vi bruger digitale medier med omtanke: ikke som forstyrrelse i hallen, hvor nærværet har førsteprioritet, men som redskab til at styrke relationer og binde medlemmerne tættere sammen uden for banen.
Vi vil være en klub med sportslige ambitioner – ikke kun for at avancere i rækkerne, men for at give vores spillere muligheden for at udvikle sig, øve sig, gøre sig umage og blive dygtigere. Vi vil skabe en kultur, hvor man deltager i turneringer, prøver sig selv af og oplever glæden ved at konkurrere.
Stærkt ogh levende klubmiljø
Ringsted Badminton er det naturlige valg for alle, der vil spille badminton i Ringsted – og samtidig være en del af et stærkt og levende klubmiljø.
Her lærer man at vinde – og at tabe – med værdighed. Man bliver fysisk stærkere, mentalt mere robust og en del af noget større.